17-åRIG VIL FRIFINDES I LANDSRET I SAG OM HøJREEKSTREM TERRORGRUPPE

I to år har en nu 17-årig dreng siddet frihedsberøvet i en sag om højreradikal terrorisme - først som sigtet og siden maj i fjor som dømt. Torsdag begynder sagen i Østre Landsret, som er drengens sidste håb om at gå fri.

Retten i Holbæk idømte ham sidste år en straf på fængsel i fem et halvt år, fordi han efter rettens opfattelse havde forsøgt at hverve en skolekammerat til gruppen Feuerkrieg Division.

Gruppen hører til på den ekstreme politiske højrefløj, og dommere og nævninger vurderede, at den er at regne som en terrororganisation.

Drengen blev i byretten frifundet for en anklage om, at han selv havde ladet sig hverve til gruppen, fordi han agtede at begå terrorhandlinger.

Vist var han medlem, lød det i rettens skyldkendelse, men man var ikke tilstrækkeligt overbevist om, at han havde hensigt til at begå terror.

Dømt blev han til gengæld for at forsøge at hverve sin kammerat. Kammeraten var selv sigtet i sagen, men blev ikke tiltalt. Under byretssagen afgav han vidneforklaring.

Ved den lejlighed fortalte han, at den tiltalte var fornægter af Holocaust, nazisternes massedrab på jøder under Anden Verdenskrig

- Han mente ikke, det havde fundet sted. Han sagde, at det ikke var muligt, og at han ikke troede på det, fortalte kammeraten i retten.

Han blev forsøgt hvervet af den i dag 17-årige, som udfyldte en indmeldelsesansøgning på vegne af kammeraten.

Østre Landsret skal behandle sagen over ti dage i løbet af april og maj. Sagen ventes afgjort 30. maj.

/ritzau/

2024-04-25T04:14:29Z dg43tfdfdgfd